h1

Et ar i sjælen…

juni 19, 2008

I går var jeg i Bonbonland med min arbejdsplads med 102 elever og eksl. en masse forældre, lærere og vikarer på skolen.

Tidligt om morgnen var der en ubeskrivelig spænding og glæde hos eleverne som ikke kunne vente og have tålmodighed med at komme af sted..

Kl. 8.30 begyndte de lejede busser at vise sig foran skolen, og børnene var konstant i hælene på lærerne og tiggede om hvornår de skulle ind i busserne..

Langt om længe begyndte busserne at trille ned af Tagensvej og havde taget retningen mod Bonbonland..

I bussen kunne man høre børnene tale med hinanden om hvad de skulle prøve og hvad de ikke ville prøve medens lærerne forsøgte at føre en samtale uden at blive afbrudt af de små rollinger..

Mens jeg sad og sludrede med en søster, som var inviteret til skolens årlige tradition som endnu engang gik til Bonbonland, fik jeg under turen også mulighed for at tale med en muslimsk mor som havde en baggrund af turkmensk-tyrkisk og arabisk. Dvs. at denne mor i sin daglig dag jonglerer med tre sprog mashaAllah..

Jeg spurgte, som den yngste i forhold til hende, hvordan hun havde det og hvordan livet gik hos hende.. Hun fortalte bl.a. at hun var i gang med at tage kørekørt og skulle op til den endelige køreprøve med politiet, som hun glædede sig til at få overstået.

Jeg spurgte så om hun øvede sig inden selve køreprøven sammen med sin mand, hvilket jeg naturligvis tror alle gøre i lignende tilfælde, således at man bliver en smule udrustet nok udover de køretimer man får hos kørelæreren bag rattet. Det var ikke noget hun gjorde, til trods for at hun havde et tyrkisk kørekort, fordi hendes praktiserende muslimske mand var typen som virkelig forsøgte at overholde de danske love. Til trods for at hun ofte tiggede ham om at hun skulle køre i deres bil på en øve bane, så nægtede han hende simpelthen at øve før hun havde et danskkørekort i hånden, eftersom han respekterede landets love uanset om hun i forvejen havde erfaring fra Tyrkiet og havde et tyrkisk kørekort. Men nej, hendes mand sagde ofte til hende at hun som borger i Danmark kunne være en rigtig bilist når hun fik et danskkørekort, som hun skulle få inden for Danmarks love og ikke overtræde dem, hvilket hun så var begyndt at acceptere selvom det kunne være svært.

Derudover fortalte hun selve køreturene med kørelæreren var meget svær for hende, fordi hun ofte begyndte at ryste voldsomt når hun så en politibil ude på gaden. Nysgerrigt spurgte jeg ind til hvorfor hun følte det sådan, da jeg regnede med at jeg kunne forsøge at give hende et par råd som erfarne bilist om at hun ikke skulle være nervøs og bla bla bla… Men jeg fandt så straks ud af at min hjælp i forhold til hendes situation ikke ville hjælpe en DYT! Hun fortalte nemlig at hun havde en sygdom, som jeg desværre ikke kan huske navnet på, skyldtes de psykiske og fysiske oplevelser hun havde haft fra hendes barndom og ungdom i Irak..

Hun fortalte at hun havde haft en barndom og ungdom, inden hun kom til Danmark, hvor nætterne ofte kunne afbrydes med politiets invadering af hendes hjem, som blev gennemrodet og smadret og gennemtjekke for alt og alle… De psykiske tortur som politiet havde udsat hende som iraker i sit hjemland for, og alle de drab som dagligt kunne opleves ude på gadebilledet havde efterladt et ubeskriveligt ar i hendes sjæl at hun i dag meget let og nemt kunne gå i panik og få psykisk angst når blot en politibil kørte forbi hende..

Når jeg sidder og tænker tilbage på de forlystelser jeg har prøvet på Bonbonland så skammer jeg mig over alle de gange jeg har skreget fx under prøveturen i “Vildsvinet”. Til at starte med ville jeg absolut ikke prøve den, fordi jeg var bange så det endte med at jeg afviste samtlige elever som hele tiden spurgte mig om vi ikke skulle prøve den. Dog endte mine afvisninger med at en række elever til sidst, meget stædigt, skubbe mig hen til køen og var fastbesluttet på at jeg absolut skulle prøve den sammen med dem og at jeg intet valg havde (de tillod mig ikke engang at lægge tasken fra mig!).. Jeg gik med til det men forsøgte flere gange at stikke af fra køen, men forgæves.

Da jeg så fysisk og psykisk fandt mig selv i vildsvinet, så var jeg overbevist om at jeg var sindssyg. Jeg var jo bange for vildsvinet, hvordan pokker kunne jeg så finde på at sidde i den! Jeg hader alt der vender på hovedet i sådan en fart, som jeg ikke selv kan styre!

Turen forløb med skrig og tårer i øjnene, og frygten for at jeg skulle dø under turen sad helt op i halsen for tænk hvis jeg faldt ud af vognen SELVOM jeg et eller andet sted godt var bevidst om at jeg var låst fast.

Men nu hvor jeg sidder i mit lille værelse med vand i hånden, noget dejligt at spise, en seng som jeg skal søge ly i efter morgenbønnen og hvor natten har taget over dagen, så tænker jeg at mit liv intet betyder i forhold til det evige ar som den irakiske mor har i sin sjæl… Min midlertidige angst, tiggen om ikke at blive udsat for prøveturen i vildsvinet, min skrigen, råben, tårer i øjnene har i realiteten ingen betydning for mig i forhold til den evige angst, tiggen for ikke at blive udsat for tortur, drab, frygt, skrigen, råben og tårer som den irakiske mor måtte have haft dagligt, og som hendes rødder i Irak fortsat har i deres liv…

Tanken om ikke kun en nat men flere nætter hvor man bliver udsat for fremmede politi mænds angreb på sit kære hjem og ens kære, tanken om den tortur man gennemlever mentalt, tanken om at opleve drab og lig af sin nærmeste eller andre omkring sig.. Tanken om at der ingen forskel har været mellem dag og nat hos denne irakiske mor i sin barndom og ungdom.. Tanken om at leve med en evig angst og frygt for at miste nogen af sine kære.. Tanken om at man ikke selv kan bestemme hvornår man kan tænde og slukke for sådan nogle brutale øjeblikke, som ens dagligdag er tilhyllet, gør mig bange og giver en følelse om at låse mig selve inde af skam,- og græde over ikke at kunne hjælpe disse mennesker, og give dem et liv som eleverne havde på Bonbonland i dag med deres forældre og lærere i hånden og en stråling af glæde og lykken på deres ansigter..

White Lion: When the Children Cry

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

%d bloggers like this: