h1

Den lange vej hjem…Konvertitberetning

februar 29, 2008

Den lange vej hjem

Af Abdul Wahid Pedersen
Det var en flot måneklar nat. Jeg var træt i kroppen, men følte mig forunderligt frisk indvendigt, som jeg sad på bjergsiden og så ud over Humpi-dalen i det centrale Indien. Vi sad omkring 12-15 mennesker der midt i natten, midt på en øde bjergside og lyttede til den monotone men rytmiske messen oppe fra toppen af bjerget.

Vi boede alle for en tid i de forladte tempelruiner i området omkring Humpi, som er en gammel religiøs by i Indien. Der var så mange tempelruiner, så vi næsten alle havde hver sin ruin som midlertidig bolig. Om eftermiddagen havde vi bestemt os for, at vi i løbet af natten og de tidlige morgentimer ville gå op til det tempel på toppen af bjerget på den anden side af floden, hvorfra vi dag efter dag hørte en konstant messen ud over hele dalen, og her sad vi så og var undervejs.

Der var kun en måde at krydse floden på, idet der ikke var nogen egentlig færge. Den eneste måde, og den, som de lokale beboere i området benyttede, var, at lade sig fragte over i en kæmpestor gryde med en diameter på måske ca. 120 cm. Der kunne sidde 3-4 personer i den sammen med “grydeskipperen”, og så gik det ellers over den ganske friske flod, snurrende og drivende med strømmen ned ad floden, medens skipper gjorde sit bedste for at holde gryden stabil og retningen så nogenlunde lige over floden. Når han landede mange meter nede ad den anden side på floden, tog han sin gryde på nakken og gik op ad floden igen, for at krydse over atter en gang. Vi blev fragtet over i små hold, og havde nu gået et par timer op ad bjergsiden, da vi satte os ned for at hvile lidt med en fabelagtig udsigt i den månelyse nat ud over dalen, som lå udstrakt for vore fødder.

Ved siden af os gurglede et lille vandløb sine stille triller ud i natten. Jeg sad og lyttede til den smukke messen, som den fra bjergtoppen skyllede ud over bjerget. Man havde ganske snedigt nedsænket en højttaler fra templet mellem to store bjergflader, som stod vinkelret ind på hinanden, så disse dannede en slags gigantisk naturlig forstærker for højttalersignalet. Dette gjorde , at det kunne høres milevidt omkring. Det var givetvis en slags lovprisning af en eller anden hindu “gud”, der lød gennem denne stenforstærker. Jeg var på det tidspunkt selv praktiserende hindu, og forsøgte efter bedste evne at sætte mig ind i denne religion.

På et tidspunkt følte jeg, at jeg forstod, hvad der blev messet. Jeg skal ikke her forsøge at sætte ord på det, men det, jeg oplevede, var, at der blev messet noget omkring den totale kosmiske sammenhæng mellem menneske og alt, som omgiver os. Jeg syntes selv det var storslået, og jeg var ganske opslugt af denne følelse. Pludselig var der ikke rigtig nogen grænse mellem mig selv og bjerget. Bjerget var en del af mig, og jeg var en del af det. Vi var dele af det samme. Gjort af samme stof. Jeg var også en del af den udsigt, der var foran mig, og den var en del af mig. Jeg ved ikke, hvor længe jeg sad i denne fornemmelse. Jeg ved heller ikke, hvordan mine fæller på bjerget denne nat oplevede de samme minutter eller timer.

På et tidspunkt blev jeg tørstig, og gik hen til vandløbet for at drikke. Der var kun en måde, hvorpå jeg kunne få vand, nemlig ved at lægge mig udstrakt ned på maven, række hånden ned til vandet og fiske det op, hvilket jeg derfor gjorde. Og lige idet jeg lagde mig på maven, ganske opslugt af denne fornemmelse, af at alt i bund og grund hørte sammen, vidste jeg med hver eneste celle i min krop, at hele verden bliver styret af den ene og samme kraft, og at jeg lå der på maven for min Gud. Det var ikke en intellektuel eller rationel konstatering. Det var mere en helt overvældende fornemmelse, som kom dybt inde fra. Jeg var overhovedet ikke i tvivl om, at jeg lå der udstrakt for Skaberen.

Vi gik resten af vejen op ad bjerget i daggryet, besøgte templet i to dage og jeg forblev hindu i yderligere adskillige måneder efter denne oplevelse. Først langt senere, når jeg tænkte tilbage på denne nat på bjerget, huskede jeg, at den fornemmelse, som jeg der oplevede, egentlig var min første helt klare og utvetydige erkendelse, af at der er kun én Gud at tilbede, og at vi alle må kaste os i støvet for Ham.

Som opdraget i et nogenlunde almindeligt dansk hjem, havde jeg ikke noget egentligt forhold til Gud, da jeg var barn. I min tidlige ungdom forærede min mor mig en bog med kinesisk filosofi, Jordisk Lykke af Lin Yutang, som fik mig til at begynde at tænke i eksistentielle baner. Jeg blev konfirmeret lige som mine jævnaldrende, men begyndte i samme proces for alvor at tænke over, om jeg egentlig hørte til i den danske folkekirke, eller om det blot var noget jeg kulturelt var præget til at føle. Som 16-årig meldte jeg mig ud af samme, for ikke at stå der under falske forudsætninger. Jeg ville nu til at finde ud af, hvor jeg rent faktisk hørte til, og det følte jeg, at jeg bedst kunne gøre fra et fritstillet stade. Så det var ikke i protest, jeg meldte mig ud, men simpelthen for ikke at stå som hykler, indtil mit valg var truffet.

Jeg blev temmelig hurtigt klar over, at det for mig så ud til at være ganske klart og hævet over enhver tvivl, at der findes en styrende kraft. Dette var tydeligst afspejlet i atomernes ensartethed. Lige fra de mest simple atomer til de mest komplekse, er de opbygget over samme basismodel. Det var umuligt for mig at tro på, at dette skyldtes tilfældigheder. Alt stof var tydeligvis på en eller anden måde beslægtet – lavet af de samme “byggesten”. Og når atomets opbygning så ovenikøbet kunne ses i det makrokosmiske perspektiv i solsystemet, galakserne og megagalaxerne, var det desto tydeligere, at der var et herskende princip. På det tidspunkt turde jeg ikke at give denne “kraft” noget navn, og nøjedes blot med at tænke på den som en kraft.

Alle atomer er opbygget over samme grundmodel

Fra jeg var 21 til jeg var 25 brugte jeg det meste af min tid på at flakke rundt i Afrika og Østen, hvor jeg først og fremmest var ude for at prøve kræfter med den store verden. Vi var to unge mennesker, der rejste ud fra Danmark med vore musikinstrumenter i hånden og en god portion oplevelsestrang i vore brusende hjerter. Vi havde lært hinanden at kende på Århus Universitet, hvor vi begge studerede etnografi, men da samme institution i de år var meget stærkt præget af marxisme, var det mest denne teori, vi blev belært om i det første år på etnografisk institut. Derfor besluttede vi os for at studere i marken, og rejste ud. Vi havde vore instrumenter med, fordi vi regnede med, at vi en gang imellem kunne tjene lidt til dagen og vejen ved at spille musik.

Vi boede blandt folk af mange forskellige nationer og livsopfattelser og vi høstede mange erfaringer ved konstant at stå i nye udfordringer. Efterhånden som månederne gik, begyndte jeg at rejse indad såvel som udad, og jeg oplevede, at mange af de mennesker jeg mødte undervejs, kunne tilføre mig nye aspekter i min egen tilværelse. Jeg oplevede f.eks., at selv meget fattige mennesker, der ikke havde så meget som et sted, de kunne kalde deres hjem, alligevel kunne smile rigtige menneskesmil – altså smil, som kom hele og klare fra et oprigtigt hjerte. Ikke påtagne professionelle smil. Jeg mødte mennesker, som bevidst havde forsaget al jordisk gods, og havde gjort det til deres livsopgave at vandre på en evig pilgrimsfærd uden nogen ejendele – og nogle af disse mennesker nærmest lyste af en indre styrke og kraft, som var så påtrængende, at den næsten sad udenpå. Jeg mødte mennesker, som i dyb og inderlig religiøs væren syntes så harmoniske, at de virkede ganske urokkelige i deres egen ro. Jeg mødte en mand, som i en alder af 178 år (det sagde folk om ham, at han var), stadig sad og mediterede flere timer hver dag, og tog bad hver dag i en flod, som højst var 4-5 grader varm. Mennesker, som gennem deres måde at gå ind i tilværelsen på, viste mig, at der var andre måder at anskue tilværelsen, end den traditionelle vestlige.

Samtidigt oplevede jeg, at der var så store ligheder mellem de forskellige verdensreligioner, at de grangiveligt så ud til at være fra samme sted. De lignede for mig at være vand fra samme kilde. I nogle af de floder, der strømmede fra kilden, var der så blot kastet noget ekstra vand i, medens der fra andre var blevet fjernet noget undervejs. Mit umiddelbare mål, sådan som jeg så det, ville så være at finde en måde, hvorpå jeg kunne sortere det oprindelige fra, så jeg ville få den “rene vare”. Et originalt produkt, uden at noget var blevet tilført eller taget væk. Altså skulle jeg blot finde tilbage til kilden, og drikke der fra. Og eftersom alle de religiøse “vandløb” så ud til at komme fra samme kilde, kunne jeg jo blot springe i en hvilken som helst af floderne, og søge imod udspringet. Derfor blev jeg hindu. Jeg var i Indien, da denne idé kom til mig, og hinduismen så ganske tiltalende ud.

Efter ca. 2 år som praktiserende hindu, hvor jeg bl.a. fik besøgt en række af de mest hellige steder for hinduer i Indien, blev jeg klar over, at jeg ikke alligevel var hindu, idet hinduismen i sin hele praksis er polyteistisk – man tilbeder flere forskellige guder. Og jeg vidste jo egentlig godt, at jeg var selv monoteist. Jeg troede, som jeg altid har troet, at der kun var én Gud. Da jeg således blev klar over, at jeg ikke var hindu, forlod jeg min hindu-praksis. Dog havde jeg stadig en slags længsel efter at skulle nærme mig min Gud på en eller anden måde. Og da jeg ikke vidste, hvor eller hvordan jeg skulle finde Gud, var det jo nærliggende, at lade Gud finde mig.

Derfor begyndte jeg regelmæssigt at sætte mig med lukkede øjne og bede en slags bøn. Eller regelmæssigt er måske så meget sagt, for der var så mange andre gøremål, som også optog mit sind, så det blev noget spredt fægtning. Men en gang imellem fik jeg mig taget sammen og fik revet nogle minutter ud til at henvende mig til Gud. Jeg kunne så f.eks. finde på at sige noget i retning af: “Kære Gud! Hvis du findes, ved du hvem jeg er. Du kan se mig, selv om jeg ikke kan se Dig. Du kan høre mig, selv om jeg ikke kan høre Dig. Du kender mine behov, som jeg dårligt nok selv er klar over. Du ved, hvad der er godt for mig, og hvad der ikke er godt. Vis mig den rette vej at komme videre ad!”

På dette tidspunkt var jeg tilbage i Danmark, hvor jeg levede af Rock & Roll og boede på et kollektiv i det centrale Jylland. En dag kom en af mine gamle venner, som var blevet muslim et par år tidligere, og inviterede mig til at besøge ham i København. Jeg vidste, at han boede sammen med en anden gammel ven, som også var blevet muslim, og jeg tog afsted for at besøge dem. De boede faktisk tre mand sammen, hvoraf de to var mine gamle venner, en nordmand og en dansker. Den tredje mand i selskabet var englænder. Det var i maj måned 1982. Bedst som jeg lå og sov om natten, den første nat jeg var hos dem, blev jeg vækket af et vanvittigt råb ud i natten. Jeg tænkte, at nu er der da en eller anden, der flipper helt ud. Men det viste sig, at det var nordmanden, der stod og kaldte til dagens første bøn. Det var buldrende mørk, og det var den tid på natten, hvor dynen er allerbedst – hvor man har allermindst lyst til at give slip på den. Og alligevel stod de andre op og gav sig til at vaske sig og bede. Jeg var dybt forundret og imponeret.

Det var tydeligt for mig, at hvis man virkelig tog sig sammen, stod ud af sengen, vaskede sig og gav sig til at bede i nattens sidste timer, kort før det blev dag, ville det være noget, der var betydeligt mere kraft i, end de bønner, jeg plejede at bede, når jeg en gang imellem syntes, at det passede ind imellem alt det andet, der også skulle passes. Så jeg stod også op og gav mig til at bede sammen med dem. Jeg tænkte ved mig selv, at det kunne jo være lige meget, hvem eller hvad de bad til, for jeg vidste i hvert fald, at jeg bad til Skaberen.

Da vi var færdige med bønnen gav jeg mig til at stille spørgsmål, og det fortsatte jeg med de næste to eller tre dage, og jeg blev snart klar over, at jeg her stod overfor noget, som jeg ikke kunne fornægte. De tre europæiske muslimer fortalte mig, at det eneste, der kræves, for at et menneske skal kalde sig muslim, er, at man kan erklære sin tro på at Gud er én og absolut kun én uden partner eller lige, og at man desuden erklærer sin tro på, at Muhammad var Guds profet. Da jeg ikke havde noget filter at hælde profeter igennem kunne jeg ikke se, hvordan jeg skulle kunne sortere en af Guds profeter fra og godkende de andre (som de kristne gør i forholdet til Muhammad), og da de desuden fortalte mig, at man som muslim ikke skal tro på Muhammad alene som profet, men på samtlige Guds profeter fra Adam via Noah, Abraham, Moses og Jesus til Muhammad – og desuden på alle de mange andre profeter, der har været ind imellem disse, måtte jeg jo erkende, at dette var, hvad jeg troede på. Da de så endelig lod mig forstå, at Koranen er en ord til ord gengivelse af de åbenbaringer, Muhammad modtog – altså Guds eget åbenbarede ord – var jeg overhovedet ikke længere i tvivl. For nu stod jeg jo pludselig foran kilden, og kunne drikke. Det eneste jeg manglede, for at kunne drikke frit, ville så bare være at lære arabisk. Så derfor erklærede jeg uden tøven, at jeg var muslim.

«Der er ingen anden Gud end Allah, og Muhammad er Allahs budbringer». Den islamiske trosbekendelse.

Den styrende kraft, som jeg for mange år siden havde erkendt, fik nu navn – Allah; min tilbedelse blev struktureret, hvilket jeg i høj grad havde brug for, og jeg vidste, at jeg var kommet hjem. Den lange rejse, som var blevet påbegyndt ca. 12 år tidligere var endelig endt, og en ny kunne begynde. Min søgen var tilendebragt, og foran lå der nu den store udfordring, der altid ligger i at starte på noget nyt.

Jeg har på intet tidspunkt senere været i tvivl om, at det var det rigtige, jeg gjorde, da jeg erklærede mig muslim. Det var et spring fra mørke til lys, fra søgen til sikkerhed, fra vaklen og tøven til fasthed og form. Allahu Akbar! Og reelt havde jeg ikke noget valg. Da jeg stod med døren på håndtaget til Islam, var min eneste anden mulighed, at fortsætte min tilværelse på en løgn, og det er jo ikke nogen reel mulighed. Jeg takker og priser Allah, for at Han ledte mig til den rette vej, og jeg opfatter det som et stort privilegium at få lov at stå dagligt i bøn og bede mange gange om dagen om at få lov at blive holdt på den rette vej.

[Kilde: http://www.islam.dk]

Islamic nasheed: How can you deny???

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

%d bloggers like this: